Før Lykke blev reddet, levede hun som burhøne. Hun levede i et lille bur af trådnet sammen med 9 andre høns, der var klemt sammen på så lidt plads, at de knap kunne strække deres vinger.

Sammen med tusindvis af andre høns var hun spærret inde i en vinduesløs produktionshal, hvor luften var tyk af støv, og stanken af ammoniak fra deres afføring rev i næsen. Her levede Lykke i over et år. Her stod hun, sov hun og spiste hun. Hun så aldrig dagens lys, mærkede aldrig græs under sine fødder og trak aldrig frisk luft ned i sine lunger.

Som så mange andre høns i ægindustrien begyndte Lykke og de andre høns i buret at plukke fjerene af sig selv og hinanden i frustration over at leve under så unaturlige forhold.

Lykkes liv ændrede sig dog den dag, hun og alle de andre høns skulle aflives, fordi de ikke længere lagde æg nok.

Det var på et hængende hår, at Lykke blev reddet. Hun var nemlig blevet taget ud af buret og båret helt hen til aflivningsmaskinen.

Men landmanden tabte hende, så hun røg ned på jorden. Der lå hun skrækslagen og medtaget, mens hendes artsfæller blev slået ihjel få meter fra hende.

Jeg stod et stykke derfra og læssede omhyggeligt høns i vores varevogn. Jeg skulle til at afsted, for jeg havde hentet alle de høns, som jeg havde fundet nye familier til. Men jeg fik øje på Lykke, der lå på jorden, og mit blik kunne ikke slippe hende. Jeg løb hen og samlede hende op, inden landmanden nåede at bøje sig ned efter hende.

Det blev Lykkes redning. Hun blev reddet og levede efterfølgende 4,5 år hos Frie Vinger som en rigtig høne med vind i fjerene og græs under fødderne.

/Lina