Adoption af burhøns

adoption

Høns er sjove, nysgerrige og kloge dyr med hver deres personlighed ー ligesom alle andre kæledyr. Nogle elsker at nusse og kæle, andre vil helst passe sig selv. Nogle vil helst være omkring det, de kender, andre elsker at gå på eventyr. Nogle vil gerne udfordres med tricks og træning, andre vil helst bruge hele dagen på at ligge lunt i en stribe solskin.


Men fælles for dem er, at de er skønne væsner, som helt sikkert vil berige din hverdag og få et smil frem på læberne hver eneste dag.
Og så er der meget få ting, der slår følelsen af at se en burhøne mærke græs under fødderne, sol på kroppen og luft i fjerene for første gang.


Hvis du kunne tænke dig at give en burhøne et nyt og godt liv, anbefaler vi, at du først og fremmest læser om, hvordan det foregår, de ofte stillede spørgsmål og pasningsvejledningen. Du finder materialet i menuen nedenfor. Når du har gjort det, skal du holde øje med Frie Vingers Facebook-side, hvor vi laver et opslag med information, så snart der igen kan hentes høns til adoption.


Bemærk venligst, at det er ægproducenterne, der bestemmer, hvornår vi kan hente høns hos dem. Der kan derfor være længere perioder, hvor vi ikke har mulighed for at hente høns, mens der i andre perioder kan være flere afhentninger inden for kort tid.


Tak for din forståelse!

Sådan foregår det

billede

Vi forsøger at lave redninger af høns flere gange om året. Så snart en ægproducent bekræfter, hvornår der kan hentes høns næste gang, går vi i gang med at planlægge afhentningen. Når alt det praktiske er på plads, åbner vi op for reservation af hønsene gennem Frie Vingers Facebook-side, hvor der også vil være information om afhentningstid og -sted osv.


Vi henter som regel mellem 100 og 200 høns per redning. Når dagen kommer, hvor hønsene kan hentes, lejer vi en varevogn og fylder den op med transportkasser. Så kører vi afsted. Når vi ankommer hos ægproducenten, bliver hønsene taget ud af burene og sat forsigtigt ned i vores transportkasser. Og så kører vi hjem med dem.


Når vi kommer hjem, bliver hønsene løftet ud af transportkasserne og sat ud i hønsehuset, som skal være deres midlertidige hjem. Vi giver dem nogle timer til at se de nye omgivelser an og til at spise og drikke. Så undersøger vi hver enkelt høne, så vi får overblik over, hvor mange der har brug for dyrlægehjælp, inden de kan komme videre til deres nye familier. De høns, der ikke har brug for dyrlægehjælp, kan komme videre med det samme. De resterende høns kan komme videre, så snart dyrlægen har bekræftet, at de er klar til det.