• frievinger
    Læs om Frie Vinger

  • lina
    Mød Lina




Mød Lina

Mit navn er Lina. Jeg står bag redningstjenesten Frie Vinger, som kæmper for høns og kyllinger i landbruget.


Mit arbejde for hønsene startede i 2011, hvor min mand og jeg adopterede seks burhøns. Denne oplevelse satte sig i mig, og det lagde grunden til Frie Vinger og mange flere redninger.




Jeg vil aldrig glemme den første gang, jeg så en burhøne. Jeg åbnede døren ind til en stor produktionshal, hvor der var flere etager med lange rækker af bure, hvor tusindvis af høns var spærret inde.
På gulvet foran mig stod en lille høne og stirrede på mig. Hun må være faldet ud af buret og gået rundt i den mørke hal i et forsøg på at finde mad og vand. Synet af den lille høne, der manglede næsten alle sine fjer, og som nok aldrig havde set solens stråler, ætsede sig fast i min hukommelse.
Det gjorde mig fast besluttet på at kæmpe for, at ingen dyr skal leve, som hun gjorde.


De første seks høns, jeg reddede, manglede deres fjer, havde store sår og var generelt enormt medtagne efter tiden i industrien. Men de kom sig heldigvis hurtigt, fik nye fjer og blev sunde og raske.


Det viste sig, at rigtig mange mennesker var interesserede i at gøre noget lignende. Jeg begyndte at få henvendelser fra folk, der gerne selv ville adoptere burhøns og give dem et godt liv.
Derfor begyndte min mand og jeg at arrangere større redninger af 100-200 høns per gang, som blev tilset, passet og plejet og bagefter bortadopteret til kærlige familier.


Vi har siden Frie Vingers start informeret tusindvis af mennesker om hønsenes forhold i landbruget og reddet over 1500 høns og givet dem en ny chance.


Selv efter så mange redninger, bliver jeg stadig berørt, hver gang jeg ser en burhøne gå i græsset og mærke solen og vinden i fjerene for første gang. Og det motiverer mig til at redde endnu flere høns i fremtiden!


/Lina